Tirsdag d. 2. november 2010
Nu må det vist være tid til en lille opdatering:
Så er Amalie blevet storesøster. Katrine er en skøn og dejlig lille pige, som både fysisk og i væremåde ligner sin søster.
Katrine sover gerne 3-5 timer i streg og spiser så hos Mor. Halvanden måned gammel kan hun godt være vågen i 6-7 timer om aftenen med små powernaps, men hun er sjældent sur eller ked af det i lang tid ad gangen - max. 10 min.
Mors brystvorter blev i begyndelsen suttet til blods, fordi Katrine var meget ivrig og suttede hårdt. Derfor brugte Mor en suttebrik. Nu kan Katrine ikke rigtig hitte ud af det der med at sutte direkte på brystet, men det går stadig fint med brikken, og mælkeproduktionen er stadig god. Derfor bruger vi stadig brikken. Om aftenen får Katrine som regel en flaske Allomin 1. Hun drikker ml. 40 og 90 ml. og slutter så af med sent på aftenen at sutte hos Mor, inden hun sover.
Om natten går det fint. Mor ammer 1-2 gange af 15-30 min. varighed, hvorefter Katrine igen sover i 3 timer (som regel ;o)).
Onsdag d. 13. oktober blev Katrine vejet i Åbent Hus hos sundhedsplejerskerne. Dér havde hun kun taget 70 g. på på 14 dage. Mor var rigtig ked af det og bekymret, men Far og Mormor beroligede hende og sagde, at det sikkert ikke var så slemt. Vægte kan jo veje forskelligt. Et par dage efter, fredag d. 15. okt., var Katrine til sin 5-ugers undersøgelse hos lægen, Else Heide. Her havde Katrine igen taget yderligere 70 g. på. Else sagde, at Katrine på de 5-6 uger, siden hun var kommet hjem fra hospitalet, havde taget dét på, som hun skulle, hvilket ville sige, at Katrine var "i trivsel". Derfor var der ingen grund til bekymring. Katrine ligger på gennemsnittet, hvad angår hovedmål og længde og lidt over gennemsnittet med vægten.
14 dage senere var Mor og Katrine igen til Åbent Hus. Her var det vores egen sundhedsplejerske, Susanne, der "havde vagt". Hun vejede Katrine, som havde taget 300 g. på på 14 dage. Puha, Mor blev lettet og glad. Udover at vægten var steget, var Katrine også blevet 3 cm. længere, så hun nu er 56 cm. Dejligt! :o)
Mor og Katrine er begyndt i mødregruppe. Vi er sammen med Belinda og Maise, Pia og William og Pernille og Caya. Det er rigtig hyggeligt, og vi bor tæt på hinanden alle sammen. Dejligt!
Amalie er rigtig glad for lillesøster. Fra første dag har hun aet, kysset og sagt "Heeeeej" til hende. Hun er meget sød ved og interesseret i Katrine, og det er så dejligt! Amalie vender f.eks. straks hovedet og kigger efter Katrine, hvis hun begynder at græde eller siger en høj lyd.
Nu er barnedåbsinvitationerne sendt ud. Vi skal være på gymnasiet og får maden leveret fra Slagter Maltesen. Det er Janne Ståhl, der skal foretage dåben i Vinderød - ligesom med Amalie. Hyggeligt! :o)
Amalie er begyndt at tale rigtig meget nu. Der er ikke så mange ord, som vi forstår endnu, men som regel forstår Mor og Far: "Hej", "ha hej", "mer mæ" (mere mælk), "nen-ni" (Indi), "De-di" (Katrine). Derudover er Amalie blevet rigtig god til at pege på dét, som hun gerne vil have - især vand fra vandhanen og vindruer på bordet.
Når hun skal "snacke" lidt indimellem, får hun som regel banan, vindruer, æble, kogte gulerødder, rosiner, tørrede abrikoser eller en halv bolle.
Når vi skal spise, er Amalie rigtig god til at være med til at dække bord, så der kommer et hav af hendes tallerkener, skåle og kopper samt bordskånere på bordet. ;o)
Amalie spiser selvfølgelig selv - både hapser, havregrød og havregryn med sukker og havrefras. Både havregrød og -gryn ender som regel rundt omkring og på gulvet, men hun prøver meget ihærdigt! ;o)
I onsdags, d. 27. okt., var Amalie hos tandlægen på Enghaveskolen sammen med Katrine og Mor. Hun kunne bestemt ikke lide, at Pernille kiggede på hendes tænder, men det var jo nødvendigt! Desværre viste det sig, at Mor ikke får børstet Amalies tænder godt nok. Derfor er der sorte render på bagsiden af de nederste fortænder og en smule tandkødsbetændelse. Pernille viste Mor, hvordan hun skal børste Amalies tænder fremover - systematisk og trykke lidt hårdere end hun er vant til - i 2 min. Så nu ligger Amalie på puslebordet og får børstet bisser. Mor holder både hoved og arme, mens hun børster. Mor er rolig og bestemt, mens Amalie er meget gal og ked af det, men det nytter jo ikke noget. Vi er jo nødt til at børste bisserne, selvom Mor bestemt heller ikke synes, det er sjovt eller rart!!
Men derudover er Amalie som regel en meget glad pige, som leger og danser, hører musik, læser bøger, giver dukke Ida ble på, krammer sine bamser, kigger på Indi, når han kører og ser Teletubbies. Hun er også rigtig dygtig til at spise æble. Hun får en lille skål til at lægge æblet i, når hun ikke spiser af det, og som regel er hun rigtig god til at lægge det i skålen. Amalie er generelt rigtig god til - nogle gange efter noget betænkningstid og kamp - at lytte efter og gøre, som Mor og Far siger. Vi er begyndt at have nogle kampe, men Mor og Far vinder som regel altid. Vi holder fast og er tålmodige, og så virker det som om, Amalie indser, at "Øv, jeg får alligevel ikke min vilje". F.eks. var vi på besøg hos Farmor og Farfar. Amalie ville gerne ud og blæse sæbebobler sammen med Farmor, som sad i havestuen og ventede. Men Amalie måtte ikke gå ud uden at have flyverdragt på. Efter lidt tid med skrig og modvilje, satte Amalie sig stille og roligt hos Mor og fik flyverdragt, støvler og hue på, hvorefter hun gik ud og legede dejligt sammen med Farmor.
Ja, Amalie kan være temmelig hysterisk og kan let blive gal, hvis der er noget, som ikke passer hende, men det skal hun jo også have lov til. Det er jo bare sådan, hun er indrettet - og hvor mon hun har det fra? ;o) Som regel varer det ikke ret længe, før hun igen er god og glad...
Amalie elsker at lege både inde og ude, og hos Søs hygger hun sig gevaldigt. Hun har fået en sød veninde, som hedder Emmelie. De to piger leger meget ved siden af hinanden og kysser og krammer... Hvor er det altså hyggeligt.
Amalie er også blevet "Forskerbarn". Hver dagplejer i Gribskov Kommune skal i forbindelse med et projekt, som hedder "Guldskat", følge et barn tæt og skrive logbog. Søs har spurgt Mor og Far, om hun må skrive om Amalie, og selvfølgelig må hun dét. Det bliver spændende at læse bogen...
Nå, det var beretningen for denne gang...
Efteråret er i gang, og Mor og Far hygger sig sammen med og elsker deres to små, glade guldklumper.
2. november 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 x Tammi

På ferie i Østrig sammen med Mor Laila og Far Bertel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar