I dag, mandag, er det 3. dagen derpå for den mest fantatiske begivenhed, vi kunne forestille os.
Lørdag nat, d. 4/4, kl.04.04 kom vores lille datter Amalie til verden. 4040 g. og 56 cm.
Fredag morgen kl. 8.30 mødte vi på Hillerød Hospital til hindeløsning. Jordemoderen, der tog imod os, kørte først en strimmel, der viste, at alt var normalt. Hun mærkede indvendigt på Mor og sagde, at Mor var meget "moden" og havde åbnet sig 3 cm.
Herefter foretog hun en hindeløsning og sagde, at veerne højest sandsynlig ville komme om aftenen eller natten. I tilfælde af at det ikke skulle ske, fik vi tid lørdag morgen kl. 8.30 til sprægning af fosterhinden.
Men så lan tid kom vi ikke til at vente. Veerne begyndte kl. 14.10 og allerede ved 19-tiden var der kun 5 min. imellem dem, og de varede 1 min. De var dog stadig lidt uregelmæssige, men vi ringede til fødegangen og fik lov at komme ind.
Mor nåede et bad, og der blev ryddet fint op.
På hospitalet blev vi modtaget af en sød ung jordemoder, 28 år gammel, der igen kørte en strimmel, som så fin ud. Hun mærkede også indvendigt, og Mor havde stadig åbnet sig 3 cm.
Kl. 21 fik Mor et morfin-skud i rumpen, som bevirkede, at hun on-and-off sov og havde veer. Far havde fået kørt en seng ind, som han kunne tage sig en lur i også.
Kl. 00.00 begyndte nogle store og lange veer og kl. 00.45 blev vi kørt på fødestue nr. 17.
Herfra var det Malene Jordemoder, der var hos os. En meget sød og dygtig jordemoder.
Kl. 02.30 begyndte presseveerne og i den næste times tid skulle Mor presse - liggende på ryggen, med ryggen hævet og benene i bøjlerne. Sikke det gjorde ondt på Mor, men Far var rigtig god og sød, så det hjalp lidt på det hele...
Rækkefølgen kan Mor ikke huske, men følgende skete på fødestuen: 2 gange kateder blev lagt op, 4 blodprøver blev taget på Amalies hoved - de 2 kunne computeren ikke aflæse, derfor 4 stk., 4 elektroder blev forsøgt sat på Amalies hoved, for at lægerne kunne følge med i hende puls, 2 gange lykkedes det. Den første elektrode sad fint og målte iltningen i Amalies blod. Men da bagvagten, fødselslægen Manuel, begyndte at undersøge Mor, faldt den ud. Jordemoder Malene skulle derfor sætte en ny op, men den skulle sidde på siden af Amalies hoved, fordi Manuel ville forsøge at hjælpe Mor med en sugekop. Det var svært at sætte den på siden af hovedet. Derfor skulle Jordemoderen bruge 3 forsøg, før det lykkedes. Herefter blev sugekoppen kantet på plads på Amalies hoved, og da Mor havde en ve, hev Manuel med. Desværre havde de glemt at sætte vakuum på, så den faldt af med det samme. Derfor blev den bakset på plads én gang til. Mor pressede i den næste ve, mens Manuel hev med – temmelig hårdt! Men det kunne ikke lade sig gøre… Derfor kiggede Manuel Mor dybt i øjnene og fortalte hende, at hun havde gjort det rigtig godt og helt, som hun skulle, men at babyen altså skulle ud nu. Forklaringen på dette var, at Mor var begyndt at presse, da hun kun var 9 cm. åben, og da den sidste cm. blev åbnet, havde Mor presset i en lille time og var meget træt. Veerne var også blevet kortere, så der var ikke så meget hjælp i dem. Lægerne ville ikke give Mor ve-stimulerende drop, da hun også havde brug for pauserne mellem veerne. Derudover havde Amalies hjerterytme i lang tid ligget mellem 200 og 230. Alt det til sammen gjorde, at lægerne besluttede sig for, at Mor skulle køres til operationsstuen for at få foretaget akut kejsersnit. Personalet hjalp Mor over på den seng, der skulle køre hende til operationsstuen – og dét var ikke nemt! Mor havde meget ondt, og nu måtte hun ikke længere presse, når der var en ve. Derfor skulle hun puste små hurtige pust i stedet. Dét var rigtig svært og hårdt! Derefter gik det i småløb af sted til operationsstuen. Far fulgte efter, mens en sygeplejerske hjalp ham kittel, mundbeskyttelse og hue på. Hun syntes godt nok, Far havde store hænder, så svært som hun havde ved at give ham kitlen på…indtil hun fandt ud af, at han havde kameraet i hånden! På operationsstuen skulle Mor igen flyttes til en ny seng. Puha, det var hårdt! Så skulle Mor ligge helt stille på siden, mens narkoselægen fandt ”hullet” ved rygraden, hvorefter han lagde en lokalbedøvelse. I mellem de næste to veer lagde han en spiralblokade, som virkede meget hurtigt. Derefter blev Mor lagt om på ryggen, og hun fik sat et blåt klæde op foran ansigtet. Da lægerne var sikre på, at bedøvelsen virkede, skar de maven op, og kl. 4:04 kom lille Amalie til verden. Hun blev straks lagt på børne-undersøgelsesbordet, hvor børnelægen og Jordemoder Malene undersøgte hende. Amalies lunger havde ikke foldet sig helt ud. Derfor fik hun en maske med overtryk, som hjalp til med dette. Hun blev også suget en anelse. Men ellers var alt fint! Far havde fulgt med hele tiden. Først siddende på en stol, men da personalet så, at han godt kunne klare at kigge med uden at dejse om eller gå i vejen, fik han lov til både at filme og tage billeder. Derfor var det første, Mor så til Amalie, et billede på digitalkameraets skærm, som Far kom og viste hende. Kort efter bar Far Amalie over til Mor, så de kunne hilse på hinanden, og Mor for første gang kunne kysse sin lille pige. Far klippede Amalies navlestreng over og gik derefter med Jordemoder Malene til fødestuen, hvor hun vejede og målte Amalie. Her sad Far alene med Amalie i 2 timer, mens Mor først blev syet sammen og derefter kørt til opvågning. Under kejsersnittet fik Mor meget ondt i venstre side af kravebenet og i kæben. Narkoselægen fortalte, at det var fordi, de to fødselslæger hev så meget i maven. Derfor fik hun en del koncentreret morfin direkte i droppet i hånden. På opvågningsstuen fik hun mere morfin, fordi hun havde ondt, og fordi hun rystede rigtig meget over hele kroppen. Efter to timer kom Far og Amalie på besøg og et par timer senere igen, blev vi alle kørt på barselsgang 2 stue 5, hvor Amalie fik bryst for første gang. Her blev vi ”boende” i 4 nætter og 5 dage. Vi boede på en 2-sengsstue, men fordi det havde været et hårdt forløb, blev vi opprioriteret, så Far kunne hjælpe Mor. Derfor fik vi lov til at have stuen for os selv. Mor og Far rykkede sengene sammen, og så havde vi jo faktisk et dejligt ”hotelværelse”. Personalet var meget sødt og yderst hjælpsomt, så det var nærmest helt ”tomt”, da vi onsdag eftermiddag kørte hjemad mod Vinderød. På vej hjem hørte vi vores 2 baby-sange – Michael Bubles ”Everything” og Kim Larsens ”Dem jeg holder af”. Både Mor og Far stortudede – endelig var den lange ventetid slut, og vi var blevet en lille familie.