Tirsdag d. 21. april 2009
I dag har Amalie og Mor været på "turné" - først på Fars arbejde, dernæst på Mors - for at vise Amalie frem. Alle, der så hende, syntes, at hun var så sød og kær og dejlig! ...og det er hun jo i dén grad også! :o)
Da vi var færdige på Mors arbejde, trillede Amalie og Mor hjem til Mormor, hvor Far kom, da han havde fået fri.
Mens Amalie sov i sin barnevogn, og Mormor babysittede, tog Mor og Far på indkøb - i byen og på planteskole. Vi fik en fin sommerfuglebusk og nogle venka-planter, som alle skal stå til højre for Fars værksted. Far har nemlig ordnet så fint derude!
Vi spiste aftensmad hos Mormor og Morfar, og da tiden var til det, kørte vi på gymnasiet og lukkede dét, inden vi tog hjem.
21. april 2009
16. april 2009
Torsdag d. 16. april 2009
I dag har vi været til hørescreening på Hillerød Sygehus. Screeningen skal foregå, når barnet er 7-14 dage gammel. Mormor tog sammen med Mor og Amalie på sygehuset. Far skulle til møde på arbejdet.
Amalie lå i sin barnevogn og sov, mens screeningen blev foretaget. En lille måler på størrelse med en klump tændstikker (6 stk.) blev sat ind i øret, og så blev der sendt et signal ind. Hvis øret sendte en lyd tilbage, som sygeplejersken målte med sit apparat, så var der ingen tegn på hørenedsættelse. Begge Amalies ører var fine, og undersøgelsen tog under 2 minutter. Dejligt!
I dag har vi været til hørescreening på Hillerød Sygehus. Screeningen skal foregå, når barnet er 7-14 dage gammel. Mormor tog sammen med Mor og Amalie på sygehuset. Far skulle til møde på arbejdet.
Amalie lå i sin barnevogn og sov, mens screeningen blev foretaget. En lille måler på størrelse med en klump tændstikker (6 stk.) blev sat ind i øret, og så blev der sendt et signal ind. Hvis øret sendte en lyd tilbage, som sygeplejersken målte med sit apparat, så var der ingen tegn på hørenedsættelse. Begge Amalies ører var fine, og undersøgelsen tog under 2 minutter. Dejligt!
15. april 2009
Onsdag d. 15. april 2009
I dag har vi haft besøg af Sundhedsplejerske Susanne Mikkelsen. Hun skulle bl.a. måle og veje Amalie og tale med Mor og Far om, hvordan det gik med Lillepigen.
Hun målte Amalie til 56 cm., hendes hoveds omkreds til 36,5 cm., og vægten var på 4100 g. Det betød, at Amalie havde taget 300 g. på, siden vi kom hjem fra hospitalet. De første dage, hvor vi var dér, havde Amalie tabt 5% af sin fødselsvægt og var nede på 3780 g - hvilket var et fint tab. Det acceptable tab ligger på 10 %! At Amalie havde taget 300 g. på betød, at hun fik at spise, hvad hun skulle.
Susanne roste Amalie - hun var stærk, opmærksom, god til at følge stemmer (og ansigter) med øjnene, og alt så i øvrigt fint ud. Det var rigtig hyggeligt at have besøg af Susanne.
Næste gang, vi får besøg af hende, bliver d. 4. maj 2009. Dér er Far heldigvis stadig hjemme.
Pga. påsken, hvor Far tog 3 feriedage før og 4 efter, har vi 2 uger sammen med Amalie. I næste uge skal Far på arbejde, men derefter har han 1 uges ferie og 2 ugers barsel, hvilket giver os 3 uger sammen igen. Rigtig dejligt!!
I dag har vi haft besøg af Sundhedsplejerske Susanne Mikkelsen. Hun skulle bl.a. måle og veje Amalie og tale med Mor og Far om, hvordan det gik med Lillepigen.
Hun målte Amalie til 56 cm., hendes hoveds omkreds til 36,5 cm., og vægten var på 4100 g. Det betød, at Amalie havde taget 300 g. på, siden vi kom hjem fra hospitalet. De første dage, hvor vi var dér, havde Amalie tabt 5% af sin fødselsvægt og var nede på 3780 g - hvilket var et fint tab. Det acceptable tab ligger på 10 %! At Amalie havde taget 300 g. på betød, at hun fik at spise, hvad hun skulle.
Susanne roste Amalie - hun var stærk, opmærksom, god til at følge stemmer (og ansigter) med øjnene, og alt så i øvrigt fint ud. Det var rigtig hyggeligt at have besøg af Susanne.
Næste gang, vi får besøg af hende, bliver d. 4. maj 2009. Dér er Far heldigvis stadig hjemme.
Pga. påsken, hvor Far tog 3 feriedage før og 4 efter, har vi 2 uger sammen med Amalie. I næste uge skal Far på arbejde, men derefter har han 1 uges ferie og 2 ugers barsel, hvilket giver os 3 uger sammen igen. Rigtig dejligt!!
14. april 2009
Tirsdag d. 14. april 2009
I dag har Mor og Far været på hospitalet for at tale med Jordemoder Malene. Det var hende, der havde foreslået, at vi skulle komme til samtale omkring fødslen, fordi den både havde været turbulent og voldsom. Det var rigtig rart at tale med hende. Hun var sød og virkede oprigtig interesseret i os og vores situation - og ikke mindst Amalie. Vi havde købt en fin buket, som vi gav hende. Vi havde været så glade for hendes hjælp og støtte under og efter fødslen.
I dag har Mor og Far været på hospitalet for at tale med Jordemoder Malene. Det var hende, der havde foreslået, at vi skulle komme til samtale omkring fødslen, fordi den både havde været turbulent og voldsom. Det var rigtig rart at tale med hende. Hun var sød og virkede oprigtig interesseret i os og vores situation - og ikke mindst Amalie. Vi havde købt en fin buket, som vi gav hende. Vi havde været så glade for hendes hjælp og støtte under og efter fødslen.
6. april 2009
I dag, mandag, er det 3. dagen derpå for den mest fantatiske begivenhed, vi kunne forestille os.
Lørdag nat, d. 4/4, kl.04.04 kom vores lille datter Amalie til verden. 4040 g. og 56 cm.
Fredag morgen kl. 8.30 mødte vi på Hillerød Hospital til hindeløsning. Jordemoderen, der tog imod os, kørte først en strimmel, der viste, at alt var normalt. Hun mærkede indvendigt på Mor og sagde, at Mor var meget "moden" og havde åbnet sig 3 cm.
Herefter foretog hun en hindeløsning og sagde, at veerne højest sandsynlig ville komme om aftenen eller natten. I tilfælde af at det ikke skulle ske, fik vi tid lørdag morgen kl. 8.30 til sprægning af fosterhinden.
Men så lan tid kom vi ikke til at vente. Veerne begyndte kl. 14.10 og allerede ved 19-tiden var der kun 5 min. imellem dem, og de varede 1 min. De var dog stadig lidt uregelmæssige, men vi ringede til fødegangen og fik lov at komme ind.
Mor nåede et bad, og der blev ryddet fint op.
På hospitalet blev vi modtaget af en sød ung jordemoder, 28 år gammel, der igen kørte en strimmel, som så fin ud. Hun mærkede også indvendigt, og Mor havde stadig åbnet sig 3 cm.
Kl. 21 fik Mor et morfin-skud i rumpen, som bevirkede, at hun on-and-off sov og havde veer. Far havde fået kørt en seng ind, som han kunne tage sig en lur i også.
Kl. 00.00 begyndte nogle store og lange veer og kl. 00.45 blev vi kørt på fødestue nr. 17.
Herfra var det Malene Jordemoder, der var hos os. En meget sød og dygtig jordemoder.
Kl. 02.30 begyndte presseveerne og i den næste times tid skulle Mor presse - liggende på ryggen, med ryggen hævet og benene i bøjlerne. Sikke det gjorde ondt på Mor, men Far var rigtig god og sød, så det hjalp lidt på det hele...
Rækkefølgen kan Mor ikke huske, men følgende skete på fødestuen: 2 gange kateder blev lagt op, 4 blodprøver blev taget på Amalies hoved - de 2 kunne computeren ikke aflæse, derfor 4 stk., 4 elektroder blev forsøgt sat på Amalies hoved, for at lægerne kunne følge med i hende puls, 2 gange lykkedes det. Den første elektrode sad fint og målte iltningen i Amalies blod. Men da bagvagten, fødselslægen Manuel, begyndte at undersøge Mor, faldt den ud. Jordemoder Malene skulle derfor sætte en ny op, men den skulle sidde på siden af Amalies hoved, fordi Manuel ville forsøge at hjælpe Mor med en sugekop. Det var svært at sætte den på siden af hovedet. Derfor skulle Jordemoderen bruge 3 forsøg, før det lykkedes. Herefter blev sugekoppen kantet på plads på Amalies hoved, og da Mor havde en ve, hev Manuel med. Desværre havde de glemt at sætte vakuum på, så den faldt af med det samme. Derfor blev den bakset på plads én gang til. Mor pressede i den næste ve, mens Manuel hev med – temmelig hårdt! Men det kunne ikke lade sig gøre… Derfor kiggede Manuel Mor dybt i øjnene og fortalte hende, at hun havde gjort det rigtig godt og helt, som hun skulle, men at babyen altså skulle ud nu. Forklaringen på dette var, at Mor var begyndt at presse, da hun kun var 9 cm. åben, og da den sidste cm. blev åbnet, havde Mor presset i en lille time og var meget træt. Veerne var også blevet kortere, så der var ikke så meget hjælp i dem. Lægerne ville ikke give Mor ve-stimulerende drop, da hun også havde brug for pauserne mellem veerne. Derudover havde Amalies hjerterytme i lang tid ligget mellem 200 og 230. Alt det til sammen gjorde, at lægerne besluttede sig for, at Mor skulle køres til operationsstuen for at få foretaget akut kejsersnit. Personalet hjalp Mor over på den seng, der skulle køre hende til operationsstuen – og dét var ikke nemt! Mor havde meget ondt, og nu måtte hun ikke længere presse, når der var en ve. Derfor skulle hun puste små hurtige pust i stedet. Dét var rigtig svært og hårdt! Derefter gik det i småløb af sted til operationsstuen. Far fulgte efter, mens en sygeplejerske hjalp ham kittel, mundbeskyttelse og hue på. Hun syntes godt nok, Far havde store hænder, så svært som hun havde ved at give ham kitlen på…indtil hun fandt ud af, at han havde kameraet i hånden! På operationsstuen skulle Mor igen flyttes til en ny seng. Puha, det var hårdt! Så skulle Mor ligge helt stille på siden, mens narkoselægen fandt ”hullet” ved rygraden, hvorefter han lagde en lokalbedøvelse. I mellem de næste to veer lagde han en spiralblokade, som virkede meget hurtigt. Derefter blev Mor lagt om på ryggen, og hun fik sat et blåt klæde op foran ansigtet. Da lægerne var sikre på, at bedøvelsen virkede, skar de maven op, og kl. 4:04 kom lille Amalie til verden. Hun blev straks lagt på børne-undersøgelsesbordet, hvor børnelægen og Jordemoder Malene undersøgte hende. Amalies lunger havde ikke foldet sig helt ud. Derfor fik hun en maske med overtryk, som hjalp til med dette. Hun blev også suget en anelse. Men ellers var alt fint! Far havde fulgt med hele tiden. Først siddende på en stol, men da personalet så, at han godt kunne klare at kigge med uden at dejse om eller gå i vejen, fik han lov til både at filme og tage billeder. Derfor var det første, Mor så til Amalie, et billede på digitalkameraets skærm, som Far kom og viste hende. Kort efter bar Far Amalie over til Mor, så de kunne hilse på hinanden, og Mor for første gang kunne kysse sin lille pige. Far klippede Amalies navlestreng over og gik derefter med Jordemoder Malene til fødestuen, hvor hun vejede og målte Amalie. Her sad Far alene med Amalie i 2 timer, mens Mor først blev syet sammen og derefter kørt til opvågning. Under kejsersnittet fik Mor meget ondt i venstre side af kravebenet og i kæben. Narkoselægen fortalte, at det var fordi, de to fødselslæger hev så meget i maven. Derfor fik hun en del koncentreret morfin direkte i droppet i hånden. På opvågningsstuen fik hun mere morfin, fordi hun havde ondt, og fordi hun rystede rigtig meget over hele kroppen. Efter to timer kom Far og Amalie på besøg og et par timer senere igen, blev vi alle kørt på barselsgang 2 stue 5, hvor Amalie fik bryst for første gang. Her blev vi ”boende” i 4 nætter og 5 dage. Vi boede på en 2-sengsstue, men fordi det havde været et hårdt forløb, blev vi opprioriteret, så Far kunne hjælpe Mor. Derfor fik vi lov til at have stuen for os selv. Mor og Far rykkede sengene sammen, og så havde vi jo faktisk et dejligt ”hotelværelse”. Personalet var meget sødt og yderst hjælpsomt, så det var nærmest helt ”tomt”, da vi onsdag eftermiddag kørte hjemad mod Vinderød. På vej hjem hørte vi vores 2 baby-sange – Michael Bubles ”Everything” og Kim Larsens ”Dem jeg holder af”. Både Mor og Far stortudede – endelig var den lange ventetid slut, og vi var blevet en lille familie.
Lørdag nat, d. 4/4, kl.04.04 kom vores lille datter Amalie til verden. 4040 g. og 56 cm.
Fredag morgen kl. 8.30 mødte vi på Hillerød Hospital til hindeløsning. Jordemoderen, der tog imod os, kørte først en strimmel, der viste, at alt var normalt. Hun mærkede indvendigt på Mor og sagde, at Mor var meget "moden" og havde åbnet sig 3 cm.
Herefter foretog hun en hindeløsning og sagde, at veerne højest sandsynlig ville komme om aftenen eller natten. I tilfælde af at det ikke skulle ske, fik vi tid lørdag morgen kl. 8.30 til sprægning af fosterhinden.
Men så lan tid kom vi ikke til at vente. Veerne begyndte kl. 14.10 og allerede ved 19-tiden var der kun 5 min. imellem dem, og de varede 1 min. De var dog stadig lidt uregelmæssige, men vi ringede til fødegangen og fik lov at komme ind.
Mor nåede et bad, og der blev ryddet fint op.
På hospitalet blev vi modtaget af en sød ung jordemoder, 28 år gammel, der igen kørte en strimmel, som så fin ud. Hun mærkede også indvendigt, og Mor havde stadig åbnet sig 3 cm.
Kl. 21 fik Mor et morfin-skud i rumpen, som bevirkede, at hun on-and-off sov og havde veer. Far havde fået kørt en seng ind, som han kunne tage sig en lur i også.
Kl. 00.00 begyndte nogle store og lange veer og kl. 00.45 blev vi kørt på fødestue nr. 17.
Herfra var det Malene Jordemoder, der var hos os. En meget sød og dygtig jordemoder.
Kl. 02.30 begyndte presseveerne og i den næste times tid skulle Mor presse - liggende på ryggen, med ryggen hævet og benene i bøjlerne. Sikke det gjorde ondt på Mor, men Far var rigtig god og sød, så det hjalp lidt på det hele...
Rækkefølgen kan Mor ikke huske, men følgende skete på fødestuen: 2 gange kateder blev lagt op, 4 blodprøver blev taget på Amalies hoved - de 2 kunne computeren ikke aflæse, derfor 4 stk., 4 elektroder blev forsøgt sat på Amalies hoved, for at lægerne kunne følge med i hende puls, 2 gange lykkedes det. Den første elektrode sad fint og målte iltningen i Amalies blod. Men da bagvagten, fødselslægen Manuel, begyndte at undersøge Mor, faldt den ud. Jordemoder Malene skulle derfor sætte en ny op, men den skulle sidde på siden af Amalies hoved, fordi Manuel ville forsøge at hjælpe Mor med en sugekop. Det var svært at sætte den på siden af hovedet. Derfor skulle Jordemoderen bruge 3 forsøg, før det lykkedes. Herefter blev sugekoppen kantet på plads på Amalies hoved, og da Mor havde en ve, hev Manuel med. Desværre havde de glemt at sætte vakuum på, så den faldt af med det samme. Derfor blev den bakset på plads én gang til. Mor pressede i den næste ve, mens Manuel hev med – temmelig hårdt! Men det kunne ikke lade sig gøre… Derfor kiggede Manuel Mor dybt i øjnene og fortalte hende, at hun havde gjort det rigtig godt og helt, som hun skulle, men at babyen altså skulle ud nu. Forklaringen på dette var, at Mor var begyndt at presse, da hun kun var 9 cm. åben, og da den sidste cm. blev åbnet, havde Mor presset i en lille time og var meget træt. Veerne var også blevet kortere, så der var ikke så meget hjælp i dem. Lægerne ville ikke give Mor ve-stimulerende drop, da hun også havde brug for pauserne mellem veerne. Derudover havde Amalies hjerterytme i lang tid ligget mellem 200 og 230. Alt det til sammen gjorde, at lægerne besluttede sig for, at Mor skulle køres til operationsstuen for at få foretaget akut kejsersnit. Personalet hjalp Mor over på den seng, der skulle køre hende til operationsstuen – og dét var ikke nemt! Mor havde meget ondt, og nu måtte hun ikke længere presse, når der var en ve. Derfor skulle hun puste små hurtige pust i stedet. Dét var rigtig svært og hårdt! Derefter gik det i småløb af sted til operationsstuen. Far fulgte efter, mens en sygeplejerske hjalp ham kittel, mundbeskyttelse og hue på. Hun syntes godt nok, Far havde store hænder, så svært som hun havde ved at give ham kitlen på…indtil hun fandt ud af, at han havde kameraet i hånden! På operationsstuen skulle Mor igen flyttes til en ny seng. Puha, det var hårdt! Så skulle Mor ligge helt stille på siden, mens narkoselægen fandt ”hullet” ved rygraden, hvorefter han lagde en lokalbedøvelse. I mellem de næste to veer lagde han en spiralblokade, som virkede meget hurtigt. Derefter blev Mor lagt om på ryggen, og hun fik sat et blåt klæde op foran ansigtet. Da lægerne var sikre på, at bedøvelsen virkede, skar de maven op, og kl. 4:04 kom lille Amalie til verden. Hun blev straks lagt på børne-undersøgelsesbordet, hvor børnelægen og Jordemoder Malene undersøgte hende. Amalies lunger havde ikke foldet sig helt ud. Derfor fik hun en maske med overtryk, som hjalp til med dette. Hun blev også suget en anelse. Men ellers var alt fint! Far havde fulgt med hele tiden. Først siddende på en stol, men da personalet så, at han godt kunne klare at kigge med uden at dejse om eller gå i vejen, fik han lov til både at filme og tage billeder. Derfor var det første, Mor så til Amalie, et billede på digitalkameraets skærm, som Far kom og viste hende. Kort efter bar Far Amalie over til Mor, så de kunne hilse på hinanden, og Mor for første gang kunne kysse sin lille pige. Far klippede Amalies navlestreng over og gik derefter med Jordemoder Malene til fødestuen, hvor hun vejede og målte Amalie. Her sad Far alene med Amalie i 2 timer, mens Mor først blev syet sammen og derefter kørt til opvågning. Under kejsersnittet fik Mor meget ondt i venstre side af kravebenet og i kæben. Narkoselægen fortalte, at det var fordi, de to fødselslæger hev så meget i maven. Derfor fik hun en del koncentreret morfin direkte i droppet i hånden. På opvågningsstuen fik hun mere morfin, fordi hun havde ondt, og fordi hun rystede rigtig meget over hele kroppen. Efter to timer kom Far og Amalie på besøg og et par timer senere igen, blev vi alle kørt på barselsgang 2 stue 5, hvor Amalie fik bryst for første gang. Her blev vi ”boende” i 4 nætter og 5 dage. Vi boede på en 2-sengsstue, men fordi det havde været et hårdt forløb, blev vi opprioriteret, så Far kunne hjælpe Mor. Derfor fik vi lov til at have stuen for os selv. Mor og Far rykkede sengene sammen, og så havde vi jo faktisk et dejligt ”hotelværelse”. Personalet var meget sødt og yderst hjælpsomt, så det var nærmest helt ”tomt”, da vi onsdag eftermiddag kørte hjemad mod Vinderød. På vej hjem hørte vi vores 2 baby-sange – Michael Bubles ”Everything” og Kim Larsens ”Dem jeg holder af”. Både Mor og Far stortudede – endelig var den lange ventetid slut, og vi var blevet en lille familie.
1. april 2009
I dag var Mor hos jordemoderen - den fjerde af slagsen. Heldigvis var også hun rigtig sød og gav sig tid til at tale og forklare.
Hun vurderede Lillepigen til at veje 43-4400 g.! Da hun skulle høre hjertelyd, måtte trærøret frem efter adskillige forsøg med doptonen, men så fandt hun også "den lille fiskekutter", tog doptonen frem igen, og Mor fik lov til at høre med. Dejlig lyd! :o) Lillepigen ligger med hovedet fast i bækkenet, ryggen i venstre side af maven (hvis man står og kigger på Mor), numsen cirka midt på lidt over Mors navle og bukkede ben med fødderne i venstre side, hvor hun elsker at drille og sparke under venstre bryst.
Det er meget tydeligt at mærke Lillepigen og i de sidste 1-2 uger har det været meget nemt at mærke hendes hæl!
Mor har det godt mht. graviditeten. Desværre er der bøvl med den "almindelige" mave, så hun har haft en del kvalme og diarré. :o( Men dét, satser vi på, snart er overstået, så hun er frisk og klar, til Lillepigen kommer til verden.
Far har fundet motorcyklen frem og nyder at køre ture i det dejlige solskinsvejr, som endelig er kommet til Vinderød.
Hun vurderede Lillepigen til at veje 43-4400 g.! Da hun skulle høre hjertelyd, måtte trærøret frem efter adskillige forsøg med doptonen, men så fandt hun også "den lille fiskekutter", tog doptonen frem igen, og Mor fik lov til at høre med. Dejlig lyd! :o) Lillepigen ligger med hovedet fast i bækkenet, ryggen i venstre side af maven (hvis man står og kigger på Mor), numsen cirka midt på lidt over Mors navle og bukkede ben med fødderne i venstre side, hvor hun elsker at drille og sparke under venstre bryst.
Det er meget tydeligt at mærke Lillepigen og i de sidste 1-2 uger har det været meget nemt at mærke hendes hæl!
Mor har det godt mht. graviditeten. Desværre er der bøvl med den "almindelige" mave, så hun har haft en del kvalme og diarré. :o( Men dét, satser vi på, snart er overstået, så hun er frisk og klar, til Lillepigen kommer til verden.
Far har fundet motorcyklen frem og nyder at køre ture i det dejlige solskinsvejr, som endelig er kommet til Vinderød.
Abonner på:
Opslag (Atom)
2 x Tammi
På ferie i Østrig sammen med Mor Laila og Far Bertel
