22. december 2009

Tirsdag d. 22. december 2009

I går var Lillepigen temmelig syg - så syg, som hun ikke har været før! Hun var meget snottet, nøs og hostede. Øjne, næse og mund løb i vand... Hun var helt rød og lidt hævet i hovedet.
Den lille stakkels pige.
Da hun havde sovet et par timer til natten, vågnede hun og græd og var ikke til at lægge igen. Derfor kom hun med ned i stuen til Far og Mor. Vi hyggede lidt, før vi skiftede ble og tog temperaturen - 37,7, så det var jo ikke så slemt. Men Skrubbanditten var meget syg og træt. Derfor gav vi hende en Panodil Junior, så hun kunne få lov til at slappe lidt af og sove. Så fik hun en flaske mælk, før Mor gik op på værelset med hende, hvor hun vuggede Amalie i søvn.

Natten er gået fint - alt taget i betragtning. Sutten en 3-4 gange, men ingen rigtig gråd. Ked kl. 5.30, så dér fik hun ren ble og en flaske vælling. Herefter sov hun igen 2 timer.

I dag har vi ringet til lægen for at høre, hvordan vi skal forholde os. Han sagde, at så længe hun spiser, drikker, leger, er glad og ikke har feber (36,9 her til morgen), så skal vi ikke være bekymrede...og Lillepigen har det da også meget bedre i dag. Så vi håber, at hun er frisk til juleaften... 2 dage til! Det bliver spændende med hendes første jul - Far og Mor glæder sig.

12. december 2009

Lørdag d. 12. december 2009

Så kom der fart på Skrubbanditten! Hun har for alvor - i dag - knækket koden. Hun har lært at kravle! Hun tog 4-5 kravle-skridt i går, men i dag er det gået rigtig stærkt (altså i Amalie-termer ;o))
Det ser rigtig fint ud - hun er sådan en dygtig pige. 1-2 meter ad gangen og så ned på maven, men frem - dét kommer hun! :o) ...og hun griner, når det lykkes hende. Hun synes, det er skønt.

I dag har vi været hos Farmor og Farfar og bagt julesmåkager. Rigtig hyggeligt!

8. december 2009

Tirsdag d. 8. december 2009

I dag har Amalie for første gang - med stor succes - spist rigtigt brød med pålæg! :o)
Vi har haft besøg af mødregruppen, og dér tog Henriette Skrubbanditten op på knæet, mens hun gav sin egen Oliver brødstykker, og begyndte så at give Amalie brødstykker også. Sikke en succes. Det så slet ikke ud på Amalie som om, det var mærkeligt. Hun spiste bare med den største selvfølgelighed - mange stykker - også bagefter, da Mor fortsatte. Brød med smøreost (og en smule avokado!) Dejligt!

...og så har vi opdaget Amalies tand nr. 2! Højre fortand i undermunden har stukket sine spidser frem.

18. november 2009

Onsdag d. 18. november 2009

I dag har Amalie for første gang spist rugbrødshapser! Det var godt nok noget underligt noget, Mor! Men der røg vist 2 bidder ned - på størrelse med en dråbe! ;o) Rugbrød uden kerner og skorper og med smelteost på... Vi prøver igen i morgen! :o)

17. november 2009

Tirsdag d. 17. november 2009

I dag har Skrubbanditten været med Far og Mor til Enghaveskolen for at stemme til kommunal- og regionsrådsvalget. Far bar hende på armen, så hun kiggede fremad. Hele vejen til valglokalet og igen derfra skraldgrinede hun, så alle folk kiggede og smilede. Det samme skete i Netto, da vi handlede - hun smilede og grinede - og fik komplimenter på dén konto! Amalie erdejlig!

12. november 2009

Torsdag d. 12. november 2009

Så er det vist tid til en opdatering igen...
Amalie vokser og bliver bare skønnere og skønnere - selvom man ikke troede, det var muligt! ;o)
Hun er begyndt at løfte rumpetten og forsøge at komme op på alle fire. Det er lidt svært, men hun øver sig og bliver bedre og bedre. Mor og Far tror ikke, der går lang tid, før hun er en lille kravlende krudtugle!

Mor har nu til mange måltider tålmodigt forsøgt sig med sødmælk til Lillepigen, der har taget villigt imod, men vrænget på næsen, så snart hun har opdaget, at det ikke var vand. Men Mors tålmodighed har endelig båret frugt - nu drikker Amalie sødmælk så fint.
"Mmm, det smager skønt, Mor. Mer' af det, tak! ;o)

Amalie og Mor har et par gange mødtes med Mette, som Mor gik på seminariet med. Hun har datteren Frida på 9 mdr. - altså 2 mdr. ældre end Amalie. Det er rigtig hyggeligt at være sammen med dem. Mette og Mor pladrer løs, mens pigerne hygger og kigger interesseret på hinanden. Det bliver hyggeligt, når de rigtig kan lege sammen. :o)

Far har taget fri 1. december. Vi prøver at starte en ny tradition i Drisdal-Dyhre-Fransen-familien. Fri og hjemme til hygge og juleoppyntning 1. december. Vi glæder os... :o)

8. november 2009

Søndag d. 8. november 2009

Her til aften har Lillepigen fået børstet gummer for første gang - med sin nye tandbørste og Postmand Per-tandpasta fra Zendium.
Det var skønt, synes hun. Dejligt at blive kløet/ kildet på gummerne. Mor tænker, at vi hellere må komme i gang med det, så Amalie er vant til det, når tænderne begynder at kigge frem... :o)

21. oktober 2009

Onsdag d. 21. oktober 2009

Vi er på ferie på Samsø... Rigtig hyggeligt! Farmor og Farfar har også været her, men de tog hjem søndag, så Amalie, Far og Mor hygger alene i huset på Strandparken 36.
I dag har Amalie rigtig lavet ballade - sådan for første gang.
Mor var ved at give hende æblemos, mens Far arbejdede udenfor. Så skulle Mor lige snuppe et par billeder af ham, mens Lillepigen ventede indenfor. Æblemosen havde Mor stillet så langt inde på bordet, at Amalie ikke kunne nå den...meeeen... Hun kunne sagtens nå den dækkeserviet, tallerkenen stod på! Derfor var der æblemos på gulvtæpper, stole og kakkelovnsplade, da Mor kom ind igen...og Skrubbanditten sad med det største, gladeste og skønneste smil, man kan forestille sig - udemærket klar over, at hun havde lavet ballade. Sikke, hvor hun grinede og syntes, det var det morsomste i verden, da Mor begyndte at tørre op!
Tsk, tsk... Din lille bandit! :o) Far og Mor elsker dig...

5. oktober 2009

Mandag d. 5. oktober 2009

I dag har Sundhedsplejerske Susanne været på besøg. Amalie var rigtig træt, da hun kom, så hun nåede kun at måle hende - 73 cm. En lang og dejlig pige, en rigtig charmetrold, syntes Susanne.
Da Amalie var lagt til at sove i barnevognen, snakkede Susanne og Mor kost. Nu skal Amalie jo begynde at spise kød, fisk og fjerkræ, og hun må få gnave-stykker af grøntsager og brød - tja... hun må faktisk få næsten al mad (dog ikke rosiner, honning, Ymer og Ylette). :o)
Næste gang, Susanne kommer, er det sidste gang - d. 9. december...
Sikke stor Amalie er blevet! :o)

4. oktober 2009

Søndag d. 4. oktober 2009

Jubii... "I dag er det Skrubbandittens halvårsfødselsdag. Hurra hurra hurra...", og der har været flag på bordet. :o)
Far har været i Århus fra fredag til i dag for at besøge Thomas sammen med Jacob og nogle andre mænd - en rigtig herre-weekend, hvor de har hygget sig og været til fodboldkamp og i byen...
Amalie har været hjemme sammen med Mor. Vi forsøgte at tage til høstfest i Laugø i går, lørdag, men det var altså lidt for mærkeligt for trætte, trætte Amalie, så Mor endte med at pakke weekendsengen sammen igen og køre hjem - og kom der ro på! ;o)
I dag har Amalie og Mor været på besøg til frokost og te hos Oliver og Henriette fra mødregruppen. Rigtig hyggeligt... :o)

28. september 2009

Mandag d. 28. september 2009

I dag har Amalie spist skøn majsgrød med æble-/ pæremos og drukket vand af kop til. Bagefter gik vi en lang tur sammen med Belinda og Malthe (fra mødregruppen). Amalie faldt i søvn i barnevognen på turen. Dejligt! :o)
Vi har også siddet og sunget børnesange - bl.a. "Skorstensfejren gik en tur", "Langt ude i skoven..." og "I en skov en hytte lå". Hyggeligt - og Amalie smilede og syntes, det var skønt! :o)
Nu venter vi på, at Far skal få fri fra arbejde... Vi glæder os til at se ham!

26. september 2009

Lørdag d. 26. september 2009

I dag har vi haft besøg af Mormor, kusine Milie og fætter Elias. Rigtig hyggeligt. Vi spiste frokost sammen, og Amalie fik most avokado. Det smagte godt, men føltes lidt mærkeligt med de dersens underlige klumper! ;o)

25. september 2009

Fredag d. 25. september 2009

I dag har vi sovet hos Farmor og Farfar. Det var rigtig hyggeligt, og de har købt sådan en fin, hvid tremmeseng til Amalie, som hun sover dejligt i. Så nu er der pusleplads, seng, høj stol og barnevogn hos Farmor og Farfar. Så dejligt og nemt...både for Amalie og hendes forældre. ;o)

19. september 2009

Lørdag d. 19. september 2009

I dag har Amalie og Mor haft besøg af Mors kusine Lotte, Jakob, Ingeborg og Johanne. Det har været rigtig hyggeligt - spiste kartoffelsuppe til frokost, kørte til rundvisning i den økologiske landsby i Torup, hjem og hygge og spise rugbrøds-aftensmad.
Om aftenen kom Amalie i bad, fik vælling og sov sødt "i første hug".
Amalie er siden i mandags faldet alene i søvn. Hidtil har vi svøbt hende - morgen, middag, aften og nat, men nu går det bare rigtig fint! Hun har kunnet falde i søvn i sin barnevogn, i Mormors barnevogn, Farmors barnevogn, sin egen seng hjemme og hos Farmor og Farfar og i weekendsengen hos Mormor og Morfar. Det er vel nok dejligt! Spændende at se, om det kun er en periode, eller om det simpelthen er den nye stil. Far og Mor håber på det sidste! ;o)

Vi savner Far. Han har siden torsdag været i Istanbul med gymnasiet på personaletur. Det bliver vel nok dejligt, når han kommer hjem i morgen, søndag! Vi glæææder os begge to!

14. september 2009

Mandag d. 14. september 2009

I dag har Mormor været med til svømning. hun sad "på kanten" og kiggede, mens Amalie, Far og Mor var i vandet. Bagefter tog hun med hjem og spiste aftensmad. Rigtig hyggeligt! :o)

13. september 2009

Søndag d. 13. september 2009

I nat sov Amalie for første gang alene hos Mormor og Morfar. Det er gået rigtig fint - Amalie har leget og snakket med Morbror Johannes, Fætter Elias og selvfølgelig Mormor og Morfar. Hun blev afleveret i går, lørdag, ved 12-tiden og hentet i dag ved 12-tiden.
Mor og Far har været til Johnnas 60-års fødselsdag (hende fra Byggeren). Det var en rigtig hyggelig fest med gensyn med de "gamle" Bygger-folk.

9. september 2009

Hallo

Her er jeg altså - små 5 måneder gammel. Er jeg ikke skøn?
Posted by Picasa
Onsdag d. 9. september

Hi hi... Sikke en sjov dato i dag! :o)

Amalie har været med Mor i Svømmeren. Det var rigtig dejligt og hyggeligt, og for første gang fik både Mor og datter vasket hår...

Amalie er begyndt at kunne tage sutten ud selv. Hun kigger intenst på den og forsøger så at putten den i munden igen. Desværre vender den næsten altid den forkerte vej. Øv altså... Sådan en drille-sut! ;o)

5. september 2009

Lørdag d. 5. september 2009

I dag er Farmor og Farfar kommet på besøg. Farfar fylder 80 år, så vi skal fejre hans fødselsdag hos os med bøffer, is og lagkage. Det bliver hyggeligt! :o)

Mor er igen kommet i gang med at lave grød til Amalie - og hun er så dygtig til at spise det! Majsgrød med pæremos, squashmos, gulerod-/ squashmos, kartoffelmos. Amalie synes, det er skønt! Hun drikker også vand af en kop - vores dygtige pige.

Far har fået lavet skabe i gangen ovenpå og i soveværelset. Det er virkelig dejligt! Så nu er der blevet ryddet op, og Amalie har fået sit eget pigeværelse med både globus, Peter Plys, bamser og lyserødt tæppe. Hun sover også inde på sit værelse nu - så forstyrrer hun ikke Far og Mor - og omvendt! Det går så fint. Amalie sover mellem 4 og 8 timer ad gangen (som oftest omkring 6) om natten, får mælk, bøvser og sover videre... :o)

31. august 2009

Mandag d. 31. august 2009

Juhuuu... I dag har Amalie været til babysvømning...og hun var bare dygtig og glad for det!
Mor havde hende med i omklædningslokalet, hvor hun inden svømmebleen kom på, valgte både at gylpe og tisse på Mor. Så skønt, skønt! ;o)
Både Far og Mor var med i vandet, og vi trænede at ligge på maven og ryggen, ligge på maven på en plade - og dykke. Amalie prustede lidt, da hun kom op fra vandet igen, men klarede det ellers rigtig fint! :o)
Bagefter, da Amalie og Mor skulle klæde om, var det lidt kaotisk med alle de mødre, babyer og andre svømmebørn. Derfor blev vi bare skyllet, og så måtte Mor gå i bad hjemme.
Men det var en rigtig dejlig oplevelse!

15. august 2009

Amalie og Mor i marken ved Lumsås

Posted by Picasa
Lørdag d. 15. august 2009

I dag har Amalie vendt sig helt om på maven for første gang! Helt vildt... :o) Vores dejlige dygtige pige vil ud og opleve verden og det kan kun gå for langsomt!
Det krævede godt nok en stor kraftanstrengelse, men om på maven kom hun - først på siden, så på armen, så på maven og til sidst endte hun i rigtig "mave-stilling".
Der faldt en del komplimenter af til den unge dame, som smilede og var vældig stolt - indtil hun blev utilfreds - for det er altså stadig lidt hårdt at ligge på maven... ;o)

7. august 2009

Fredag d. 7. august 2009

I dag har Amalie fået grød for første gang - majsgrød! Uhm, hun kunne godt lide det, men det var altså lidt underligt at skulle spise med ske og drikke vand af en kop, så det gik for det meste ud på at "flytte" grøden fra skålen til hagesmækken! Men det er jo også helt i orden... Hun skal nok lære det, den lille pige... ;o)

3. august 2009

Mandag d. 3. august 2009

Så er Amalie stort set udelukkende på flasken! ;o) Hun får kun babs én gang dagligt - efter sin formiddagslur - og ikke engang dér kan Mor være sikker på, at hun spiser uden vrøvl.
Både Mor og Far vil gerne have, at Amalie stadig får modermælk. Mors produktion er gået ned, fordi Amalie jo ikke har spist ret meget fra babsen de sidste par dage. Derfor har Mor lejet en "malkemaskine" og malker nu ud hver 3. time om dagen. Det er også helt okay - bare Amalie får mad, bliver mæt, vokser og har det godt, og det har hun på denne måde. Så håber Mor og Far på, at mælkeproduktionen går lidt i vejret. Lige nu er der kun modermælk nok til 1½ måltid i døgnet.

Amalie er begyndt at vende sig rigtig meget om på siden nu. Dét er altså bare sjovt! Den dygtige lille pige... :o)

...og så har Mor fået sin fødselsdagsgave tidligt (har jo først fødselsdag til januar) - en flagstang! Jubii... Så kan der blive flaget på fødselsdage og andre dage, der skal fejres!
Far har gravet, støbt og lagt sten. Nu er det bare at vente en uges tid på, at det størkner, så flagstangen kan blive hejst!

29. juli 2009

Onsdag d. 29. juli 2009

I dag har vi igen været på besøg hos sundhedsplejerskerne til Åbent Hus. Amalies vægt og længde: 7150 g. og 68 lang.

Mor er begyndt at give Amalie flaske 3 gange dagligt. Hun er en lille og meget aktiv baby, der simpelthen ikke har tid til at spise fra babsen. Det går slet ikke hurtigt nok. Derfor er Mor nødt til at supplere med erstatning, og det går så fint!

22. juli 2009

Onsdag d. 22. juli 2009

I dag har vi været til Åbent Hus hos sundhedsplejerskerne og fået målt og vejet Amalie - 7 kg. og 68 lang. Hun bliver da også større og større - den lille Skattepige! Hvor er det dejligt!

Om eftermiddagen skulle Far, Morbror Johannes og Morfar rode og pløje og harve og gøre ved på gymnasiet...
Så Mor og Amalie tog hjem til Mormor sammen med Elias. Hyggelig dag! :o)

20. juli 2009

Mandag d. 20. juli 2009

I denne weekend har Amalie og Mor været på et par dages ferie hos Mormor i sommerhuset i Lumsås. Det var rigtig hyggeligt! Vi hyggede os, kiggede fjerner, legede og sov allesammen i dobbeltsengen. :o)
Amalie prøvede også for første gang at sidde i høj stol - med dyne og pude rundt om maven, så hun ikke væltede. Dét var noget, der passede damen godt. Ih, hvor sad hun fint dér! ;o)

...og så er der jo lige det med amningen. Amalie er et værre lille rodehoved, når hun skal spise, og Mors mælk har lidt svært ved at løbe til om aftenen. Derfor har Amalie de sidste fire dage fået erstatning (165-200 ml. Allomin 1) om aftenen som sidste måltid inden natten. Det spiser hun i fred og ro og sover så dejligt efterfølgende. Mor er lidt i tvivl om, hvorvidt hun bliver rigtig mæt i løbet af dagen af modermælken. Amalies sovemønster er pt., at hun sover fint om natten (fra ca. 22 til 6.30) med et par amninger, tager sig en lang formiddagslur (ca. 2-3 timer) og så 3 lure á kun ½-1 times varighed i løbet af dagen. Pga. de korte lure om dagen, har Mor fået mistanken om dét med, at Amalie ikke bliver rigtig mæt. Men det er jo ikke til at vide det...

I går var Amalie for første gang med Far i bad. Dét var skønt!! Fik både sprøjtet vand på kroppen og i ansigtet...og en enkelt stråle ramte hende lige i munden. "Mmm...den slubrer jeg da lige i mig", så Amalie ud til at tænke! ;o)

Amalie er en dejlig, skøn og nem baby. Nogle gange driller hun Far og Mor lidt og er tvær og ked, men det er heldigvis ikke særlig tit. Hun er rigtig sød ved sine forældre, der elsker hende utrolig højt - så højt, at man ikke ville kunne måle det! :o)

13. juli 2009

Mandag d. 13. juli 2009

Så er vi kommet hjem fra en dejlig ferie på Samsø sammen med Farmor, Farfar, Faster Mette, Fætter Rasmus, Fætter Troels, Kusine Sidsel og Fætter Viktor.
Det har været en rigtig hyggelig ferie, hvor Amalie har lært dem allesammen rigtig godt at kende - og omvendt! ;o)

Amalie er begyndt at opdage sine hænder og fødder. Hun får nogle gange fat i dem og putter alle 4 i munden og sutter på dem. Så skønt, så skønt - og akrobatisk! ;o)

På denne ferie har Amalie også grinet - sådan rigtigt - for første gang. Det var på vej hjem. Vi var kørt ind til siden for at amme, for når Lillepigen er sulten, så er hun altså sulten!
Da hun var færdig, sad hun og kiggede ud ad vinduet. Her legede Far "Borte-borte-tit" med hende ved at kigge ind ad vinduet, forsvinde væk og komme frem igen. Dét var bare sjovt! :o)
Desværre var det også på samme vej hjem, at Amalie græd, som hun aldrig har grædt før - af "nu-gider-jeg-altså-ikke-sidde-i-den-her-autostol-længere" og af træthed. Godt, man kan komme op og ligge i armene på både Far og Mor, når man kommer hjem, og falde i søvn dér... ;o)

...og så kan vi jo også lige fortælle om Amalies bedste ven - Ønskefeen. Dén er bare skøn, og hun storsmiler hver gang, hun ser hende. Ønskefeen har en rangle i hånden, og både hendes vinger og nederdel knaser, når man rører dem, og så er hun i alle mulige dejlige farver.
Hun er bare dejlig... :o)

30. juni 2009

Tirsdag d. 30. juni 2009

I dag har Sundhedsplejerske Susanne været på besøg. Hun vejede og målte Amalie: 6400 g., 63 cm. lang og 41,5 cm. i hovedomkreds. Amalie har altså taget 600 g. på siden sidst og blevet en centimeter længere... Stor pige! :o)

Kl. 13 skulle Amalie vaccineres - puha, Mor var ikke stolt af situationen! Men det gik så fint, som det kunne. Den søde sygeplejerske, Anette Stentoft, sprittede begge Amalies lår af, mens Amalie sad på skødet hos Mor. Så stak Anette først i højre lår, derefter i venstre - og Amalie græd næsten ikke. 1 minuts tid - så var det overstået... :o)
Da vi var færdige, sad vi i venteværelset et kvarters tid, før vi fik lov til at gå. Den tid brugte vi til at amme... ;o)
Amalie har heldigvis ikke fået feber, men har derimod sovet små 5 timer... Vi håber ikke, natten bringer nogle ubehageligheder som følge af vaccinen.

Her til aften har vi haft besøg af Mormor og Morfar, som havde aftensmaden med. Rigtig hyggeligt!

26. juni 2009

Fredag d. 26. juni 2009

Selvom Amalie vist nok har grinet før, så har hun i dag helt sikkert grinet. Det er fantastisk at høre! :o)

Amalie og Mor skal have deres første nat alene uden Far. Han skal mødes med nogle gamle kolleger fra dét firma, hvor han blev udlært. Derfor har pigerne været på besøg hos Mormor og Morfar og hygget sig dér.
Nu sover Amalie trygt i sin lift i soveværelset. Alt er gået fint i dag! :o)

23. juni 2009

Tirsdag d. 23. juni 2009

Sankt Hans aften 2009 - Mor og Far (vist især Mor) kan ikke rigtig finde ud af, hvordan aftenen skal foregå... Vi skal være sammen med Mormor og Morfar, men hvor henne, og hvad skal vi spise og hvad med bål?
Vi endte med at tage hjem til Laugø hos Mormor og Morfar, hvor vi allesammen så på Morfars bål på marken. Mor var dog ikke helt trygt ved røgen og Amalie, så de 3 piger kørte hurtigt hjem på gården igen. Her passede Mormor Amalie, mens Mor kørte til byen for at handle til aftensmad, som hun kørte hjem og lavede. Amalie blev vugget i søvn af Mormor i gyngestolen. Det nød de vist begge to... ;o)
Da vi havde spist, lavede Mor pandekager. Dét, synes hun, hører Sankt Hans aften til. :o)
Selvom Mor og Far var lidt forvirrede, blev det en rigtig hyggelig aften - Amalies første Sankt Hans. :o)

21. juni 2009

Søndag d. 21. juni 2009

I dag har vi haft besøg af Mormor, kusine Milia og fætter Elias. Rigtig hyggeligt! Vi legede ude i haven, mens Milia havde ansvaret for babyalarmen. Dét tog hun meget alvor. :o) Hun sad også lige så forsigtigt på sofaen ved siden af Amalie, der lå og sov i sin lift.
Da Amalie vågnede, fik hun lov til at sidde på skødet hos både Elias og Milia. Dét, syntes hendes lille kusine og fætter, var rigtig sjovt og dejligt! :o)
Da de var taget hjem igen, tog Far på motorcykeltur sammen med Kim. En dejlig tur i solskinsvejr. :o)

16. juni 2009

Tirsdag d. 16. juni 2009

I dag har Amalie og Mor været til mødregruppe for første gang. Gruppen mødtes allerførste gang dagen efter Amalies barnedåb, men dér var både Amalie og Mor for trætte til at deltage.
Vi mødtes hos Lina og hendes mor, Ida, sammen med de andre børn og mødre. Der er 5 drenge og 2 piger i gruppen. De var rigtig søde allesammen, og mødrene sludrede, så det var til at blive helt træt af. ;o)
Kl. 12 drog vi (næsten) allesammen ind mod Frederiksværk, hvor vi skulle i babybio. Dét var skægt! :o) Det foregik sådan, at alle barnevognene var linet op ude i gangen. Alle vognene fik et nummer, og så holdt "manden" øje med dem. Hvis ikke han "kunne klare det med sutten", som han sagde, kom han ind i biffen og råbte nummeret op, og så måtte moderen træde til selv. Derudover var lyden på filmen dæmpet lidt, der var svagt lys og i øvrigt en bred forståelse for, hvis der var lidt pludren og smålarm.
Vi så "Sorte kugler" med og af Anders "Anden" Matthesen. Dén var sjov og go', synes Mor. Amalie sov det meste af tiden i Mors arme.

7. juni 2009

Søndag d. 7. juni 2009

"Tillykke Tam" - sådan sagde Mor og Far til hinanden. I dag havde de 1-års bryllupsdag - og i dag skulle Amalie døbes i Vinderød Kirke...og Mor og Far skulle også huske at stemme om både tronfølgeloven og til Europaparlementet.
Desværre var vejret ikke så godt som for et år siden. Vi skulle have holdt hele barnedåbsfesten hjemme i haven, men meterologerne lovede skyet vejr og kun op til 13 grader, så derfor blev dagen i stedet sådan:

Amalie vækkede sine forældre ved 7-tiden, og de kom i bad og blev fine begge to. Mor med nyt tøj, Far i sit jakkesæt fra brylluppet og ny skjorte og nyt slips! :o)
Så kørte først Far og bagefter Mor til Enghavehallen for at stemme.
Kl. 9.45 fik Amalie mad, kl. 10.05 fik hun dåbskjolen fra 1914 (syet til hendes oldemor (på mors side)) og Dagmarkorset (fra hendes tipoldemor (på fars side)) på, og præcis kl. 10.15 ankom Amalie, Mor og Far til Vinderød Kirke - lige til tiden! :o)
Der var 3 barnedåbe - Amalie var nr. 2. Mor holdt Amalie under hele gudstjenesten og var derfor selv gudmor. Mors kusine Lotte, Morbror Johannes og Moster Lisbeth var faddere.
Mor kom flere gange til at fælde en tåre - af bar glæde - og da hun skulle sige Amalies fulde navn, Amalie Drisdal Dyhre Fransen, kunne hun næsten ikke få det sagt...meeen...det lykkedes nu alligevel. :o)
Efter gudstjenesten tog Martin fra Jyllingebanden billeder af Amalie, Mor, Far og fadderne både i kirken og udenfor.
Herefter kørte vi alle hjem til Huginsvej, hvor der var velkomstdrink, chips og optøet bryllupskage. Traditionen byder jo, at man spiser resterne af bryllupskagen på den første bryllupsdag, og heldigvis var der nok til, at alle mand kunne få et lille stykke. ;o)
Herefter kørte vi til Helsinge Realskole, hvor Mormor, Far og Mor havde dækket borde på lærerværelset og gjort alt klar i går.
Det blev en rigtig hyggelig fest med grillmad (pølser, spyd med skinkekød og grønt og pestomarinerede unghanebryster (magen til dem, der blev serveret til Mors og Fars bryllup)), tag-selv-bord med pasta, kartofler, grøntsager og forskelligt snask-tilbehør, kaffe, chips og slik, masser af leg på boldbanen og legepladsen og hyggeligt samvær.
Omkring kl. 20 var alle gæster gået hjem, og så var der kun oprydning. Heldigvis var der mange, der i løbet af dagen - og til sidst - havde hjulpet, så det var ikke så slemt.
Kl. 22.00 sad Mor og Far i sofaen - trætte og glade efter en veloverstået barnedåb.

Hvordan Amalie opførte sig? Eksemplarisk! Hun sov fra kl. 10.30 til ca. 16.30 - kun afbrudt af små, trætte øjne kort tid i kirken. Det lykkedes endda Mor at lægge hende i liften, da vi kom hjem, tage hende op, sætte hende i autostol, køre til Realskolen, lægge hende i liften igen og bære hende op på lærerværelset uden hun vågnede...

Tillykke med dåben, lille Skat!

28. maj 2009

Torsdag d. 28. maj 2009

Tsk tsk, Mor! Du glemte Amalies 5-ugers-undersøgelses-lægetid hos Else Heide, Helsinge Lægecenter, i fredags!
Mor var rigtig ked af, at hun havde glemt tiden...
Men så foreslog Mormor, at vi kunne ringe til Mors tante Lisbeth i Jægerspris. Her er hun praktiserende læge, og det kunne jo være, at hun havde tid til at undersøge Amalie.
Jubii... Det havde hun!
Vi skulle være der i dag kl. 15.45. Far skulle have vores egen bil, så vi havde dagen før lånt Mormor og Morfars Citroën. Mor tænkte, at vi hellere måtte køre i god tid, så vi kunne undgå bilkøen gennem Frederikssund. Derfor gjorde vi os klar og sad i bilen kl. 15 - parat til at køre. Men øv! Bilen kunne ikke starte. Mor fik hjælp af en mand, som forsøgte at skubbe den i gang. Men det ville ikke lykkes. Derfor hastede Far hjem og hjalp os i gang. Så skiftede vi biler - Amalie og Mor fik vores egen bil, mens Far kørte tilbage på arbejdet i Citroënen.
Vi skyndte os afsted og landede ved Jægerspris Lægecenter lidt over 16.
Men skidt med, at vi kom for sent. Mor havde ringet og sagt, vi var forsinkede, og tante Lisbeth udnyttede bare tiden til at lave papirarbejde. :o)

Amalie blev undersøgt - lyttet og mærket på både ryg og mave, målt og vejet...og så fik hun også lige tisset på tante Lisbeths briks! Hi hi... :o)
Da vi var færdige, ammede Mor Amalie, inden vi kørte hjemad igen.

27. maj 2009

Onsdag d. 27. maj 2009

I dag har sundhedsplejerske Susanne været på besøg. Ih, hvor er hun altså sød - og hun havde kun ros tilovers for Amalie! :o)
Amalie blev vejet og målt: 5500 g., 61 cm. lang og 39,5 cm. om hovedet. Hun følger sin vækstkurve fint og er "stor og dejlig", som Susanne skrev. Faktisk så stor, at hendes størrelse svarer til en gennemsnitlig 3-måneders baby (Amalie er i dag 7 uger og 4 dage gammel)! Så der er ikke noget at sige til, at Mor bliver lidt træt i armene indimellem! ;o)

Senere i dag kom præsten Janne Ståhl. Hun skulle gennemgå dåben sammen med Mor og Far. Hun virkede som en rigtig sød og rar dame, der tager hensyn til børnene i kirken. F.eks. serverer hun saftevand til altergang! :o)

26. maj 2009

Tirsdag d. 26. maj 2009

I dag skal vi til kusine Milias 5-års fødselsdag. Amalie har fået sin fine kjole på, som hun fik af Mormor og Morfar, da de havde været i Polen. :o)

...og så undrer Mor sig over, hvordan det gang på gang kan lykkes Amalie at vågne, lige når hun og Far skal til at spise? ;o)
Søndag d. 24. maj 2009

I dag har Far ordnet det lille haveskur - ryddet op og sat hylder op. Der er blevet så mægtig fint. Sikke hvor han kan, ham Farmand! :o)
Lørdag d. 23. maj 2009

I dag har Far ryddet op i sit værksted. Det var ikke rigtig lysten, der drev værket, men sikke hvor blev der fint! Nu kan Amalie uden problemer ligger derinde i sin barnevogn, når regnen drypper... :o)

18. maj 2009

Mandag d. 18. maj 2009

I dag er Amalie og Mors alene-barsel begyndt. Vi har haft 3 dejlige uger sammen med Far - og sikke, han har fået noget fra hånden. Han har både lavet en flot ny træterrasse, ordnet vores "morgen-terrasse-sted", ryddet og ordnet i haven - og selvfølgelig hygget med Amalie og Mor. Det har været så skønt, så skønt!

I dag er Amalie for første gang faldet i søvn i sin seng - uden liften. Hun lå og kiggede så intenst på uroen med den fine melodi og grisen, koen og fåret og lidt efter lidt kiggede hun ikke så meget mere. Til sidst lukkede øjnene sig, mens sutten ordentlig rumsterede. :o)

4. maj 2009

Mandag d. 4. maj 2009

Hurraaaa - i dag er Amalie 1 måned gammel. Hun er så skøn og sød og dejlig...

Sundhedsplejerske Susanne har været her i dag. Hun målte hende til 58 cm. lang, hovedets omkreds til 38,5 cm., og vægten var kommet op på 4900 g. Hun havde kun rosende ord om Amalie. I "Barnets bog" skrev hun bl.a.: "Skøn, dejlig pige. Meget opmærksom og vågen pige. Smiler." Mundtligt tilføjede hun, at Amalie tydeligt bevidst både kigger på og smiler til Mor og Far.
I dag har Far lavet legehjørne i stuen til Amalie. Sengen, som hun endnu ikke bruger i soveværelset, er kommet ned i stuen, hvor den er blevet fyldt med bamser og uroer, så Amalie har noget at kigge på og "lege" med.

3. maj 2009

Søndag d. 3. maj 2009

I dag har Far lavet vores nye træterrasse færdig. Den er blevet så flot og stor. (Han mangler kun trappen på begge sider). Han har lagt den, vasket og slebet den og til sidst støvsuget, så den blev helt fri for savsmuld-støv.
PS. Her til aften blev det regnvejr - det første regnvejr, Amalie har oplevet! :o)

21. april 2009

Tirsdag d. 21. april 2009

I dag har Amalie og Mor været på "turné" - først på Fars arbejde, dernæst på Mors - for at vise Amalie frem. Alle, der så hende, syntes, at hun var så sød og kær og dejlig! ...og det er hun jo i dén grad også! :o)
Da vi var færdige på Mors arbejde, trillede Amalie og Mor hjem til Mormor, hvor Far kom, da han havde fået fri.
Mens Amalie sov i sin barnevogn, og Mormor babysittede, tog Mor og Far på indkøb - i byen og på planteskole. Vi fik en fin sommerfuglebusk og nogle venka-planter, som alle skal stå til højre for Fars værksted. Far har nemlig ordnet så fint derude!
Vi spiste aftensmad hos Mormor og Morfar, og da tiden var til det, kørte vi på gymnasiet og lukkede dét, inden vi tog hjem.

16. april 2009

Torsdag d. 16. april 2009

I dag har vi været til hørescreening på Hillerød Sygehus. Screeningen skal foregå, når barnet er 7-14 dage gammel. Mormor tog sammen med Mor og Amalie på sygehuset. Far skulle til møde på arbejdet.
Amalie lå i sin barnevogn og sov, mens screeningen blev foretaget. En lille måler på størrelse med en klump tændstikker (6 stk.) blev sat ind i øret, og så blev der sendt et signal ind. Hvis øret sendte en lyd tilbage, som sygeplejersken målte med sit apparat, så var der ingen tegn på hørenedsættelse. Begge Amalies ører var fine, og undersøgelsen tog under 2 minutter. Dejligt!

15. april 2009

Onsdag d. 15. april 2009

I dag har vi haft besøg af Sundhedsplejerske Susanne Mikkelsen. Hun skulle bl.a. måle og veje Amalie og tale med Mor og Far om, hvordan det gik med Lillepigen.
Hun målte Amalie til 56 cm., hendes hoveds omkreds til 36,5 cm., og vægten var på 4100 g. Det betød, at Amalie havde taget 300 g. på, siden vi kom hjem fra hospitalet. De første dage, hvor vi var dér, havde Amalie tabt 5% af sin fødselsvægt og var nede på 3780 g - hvilket var et fint tab. Det acceptable tab ligger på 10 %! At Amalie havde taget 300 g. på betød, at hun fik at spise, hvad hun skulle.
Susanne roste Amalie - hun var stærk, opmærksom, god til at følge stemmer (og ansigter) med øjnene, og alt så i øvrigt fint ud. Det var rigtig hyggeligt at have besøg af Susanne.
Næste gang, vi får besøg af hende, bliver d. 4. maj 2009. Dér er Far heldigvis stadig hjemme.
Pga. påsken, hvor Far tog 3 feriedage før og 4 efter, har vi 2 uger sammen med Amalie. I næste uge skal Far på arbejde, men derefter har han 1 uges ferie og 2 ugers barsel, hvilket giver os 3 uger sammen igen. Rigtig dejligt!!

14. april 2009

Tirsdag d. 14. april 2009

I dag har Mor og Far været på hospitalet for at tale med Jordemoder Malene. Det var hende, der havde foreslået, at vi skulle komme til samtale omkring fødslen, fordi den både havde været turbulent og voldsom. Det var rigtig rart at tale med hende. Hun var sød og virkede oprigtig interesseret i os og vores situation - og ikke mindst Amalie. Vi havde købt en fin buket, som vi gav hende. Vi havde været så glade for hendes hjælp og støtte under og efter fødslen.

6. april 2009

Her er jeg så...

Posted by Picasa

Hej Mor ;o)

Posted by Picasa
I dag, mandag, er det 3. dagen derpå for den mest fantatiske begivenhed, vi kunne forestille os.
Lørdag nat, d. 4/4, kl.04.04 kom vores lille datter Amalie til verden. 4040 g. og 56 cm.
Fredag morgen kl. 8.30 mødte vi på Hillerød Hospital til hindeløsning. Jordemoderen, der tog imod os, kørte først en strimmel, der viste, at alt var normalt. Hun mærkede indvendigt på Mor og sagde, at Mor var meget "moden" og havde åbnet sig 3 cm.
Herefter foretog hun en hindeløsning og sagde, at veerne højest sandsynlig ville komme om aftenen eller natten. I tilfælde af at det ikke skulle ske, fik vi tid lørdag morgen kl. 8.30 til sprægning af fosterhinden.
Men så lan tid kom vi ikke til at vente. Veerne begyndte kl. 14.10 og allerede ved 19-tiden var der kun 5 min. imellem dem, og de varede 1 min. De var dog stadig lidt uregelmæssige, men vi ringede til fødegangen og fik lov at komme ind.
Mor nåede et bad, og der blev ryddet fint op.
På hospitalet blev vi modtaget af en sød ung jordemoder, 28 år gammel, der igen kørte en strimmel, som så fin ud. Hun mærkede også indvendigt, og Mor havde stadig åbnet sig 3 cm.
Kl. 21 fik Mor et morfin-skud i rumpen, som bevirkede, at hun on-and-off sov og havde veer. Far havde fået kørt en seng ind, som han kunne tage sig en lur i også.
Kl. 00.00 begyndte nogle store og lange veer og kl. 00.45 blev vi kørt på fødestue nr. 17.
Herfra var det Malene Jordemoder, der var hos os. En meget sød og dygtig jordemoder.
Kl. 02.30 begyndte presseveerne og i den næste times tid skulle Mor presse - liggende på ryggen, med ryggen hævet og benene i bøjlerne. Sikke det gjorde ondt på Mor, men Far var rigtig god og sød, så det hjalp lidt på det hele...
Rækkefølgen kan Mor ikke huske, men følgende skete på fødestuen: 2 gange kateder blev lagt op, 4 blodprøver blev taget på Amalies hoved - de 2 kunne computeren ikke aflæse, derfor 4 stk., 4 elektroder blev forsøgt sat på Amalies hoved, for at lægerne kunne følge med i hende puls, 2 gange lykkedes det. Den første elektrode sad fint og målte iltningen i Amalies blod. Men da bagvagten, fødselslægen Manuel, begyndte at undersøge Mor, faldt den ud. Jordemoder Malene skulle derfor sætte en ny op, men den skulle sidde på siden af Amalies hoved, fordi Manuel ville forsøge at hjælpe Mor med en sugekop. Det var svært at sætte den på siden af hovedet. Derfor skulle Jordemoderen bruge 3 forsøg, før det lykkedes. Herefter blev sugekoppen kantet på plads på Amalies hoved, og da Mor havde en ve, hev Manuel med. Desværre havde de glemt at sætte vakuum på, så den faldt af med det samme. Derfor blev den bakset på plads én gang til. Mor pressede i den næste ve, mens Manuel hev med – temmelig hårdt! Men det kunne ikke lade sig gøre… Derfor kiggede Manuel Mor dybt i øjnene og fortalte hende, at hun havde gjort det rigtig godt og helt, som hun skulle, men at babyen altså skulle ud nu. Forklaringen på dette var, at Mor var begyndt at presse, da hun kun var 9 cm. åben, og da den sidste cm. blev åbnet, havde Mor presset i en lille time og var meget træt. Veerne var også blevet kortere, så der var ikke så meget hjælp i dem. Lægerne ville ikke give Mor ve-stimulerende drop, da hun også havde brug for pauserne mellem veerne. Derudover havde Amalies hjerterytme i lang tid ligget mellem 200 og 230. Alt det til sammen gjorde, at lægerne besluttede sig for, at Mor skulle køres til operationsstuen for at få foretaget akut kejsersnit. Personalet hjalp Mor over på den seng, der skulle køre hende til operationsstuen – og dét var ikke nemt! Mor havde meget ondt, og nu måtte hun ikke længere presse, når der var en ve. Derfor skulle hun puste små hurtige pust i stedet. Dét var rigtig svært og hårdt! Derefter gik det i småløb af sted til operationsstuen. Far fulgte efter, mens en sygeplejerske hjalp ham kittel, mundbeskyttelse og hue på. Hun syntes godt nok, Far havde store hænder, så svært som hun havde ved at give ham kitlen på…indtil hun fandt ud af, at han havde kameraet i hånden! På operationsstuen skulle Mor igen flyttes til en ny seng. Puha, det var hårdt! Så skulle Mor ligge helt stille på siden, mens narkoselægen fandt ”hullet” ved rygraden, hvorefter han lagde en lokalbedøvelse. I mellem de næste to veer lagde han en spiralblokade, som virkede meget hurtigt. Derefter blev Mor lagt om på ryggen, og hun fik sat et blåt klæde op foran ansigtet. Da lægerne var sikre på, at bedøvelsen virkede, skar de maven op, og kl. 4:04 kom lille Amalie til verden. Hun blev straks lagt på børne-undersøgelsesbordet, hvor børnelægen og Jordemoder Malene undersøgte hende. Amalies lunger havde ikke foldet sig helt ud. Derfor fik hun en maske med overtryk, som hjalp til med dette. Hun blev også suget en anelse. Men ellers var alt fint! Far havde fulgt med hele tiden. Først siddende på en stol, men da personalet så, at han godt kunne klare at kigge med uden at dejse om eller gå i vejen, fik han lov til både at filme og tage billeder. Derfor var det første, Mor så til Amalie, et billede på digitalkameraets skærm, som Far kom og viste hende. Kort efter bar Far Amalie over til Mor, så de kunne hilse på hinanden, og Mor for første gang kunne kysse sin lille pige. Far klippede Amalies navlestreng over og gik derefter med Jordemoder Malene til fødestuen, hvor hun vejede og målte Amalie. Her sad Far alene med Amalie i 2 timer, mens Mor først blev syet sammen og derefter kørt til opvågning. Under kejsersnittet fik Mor meget ondt i venstre side af kravebenet og i kæben. Narkoselægen fortalte, at det var fordi, de to fødselslæger hev så meget i maven. Derfor fik hun en del koncentreret morfin direkte i droppet i hånden. På opvågningsstuen fik hun mere morfin, fordi hun havde ondt, og fordi hun rystede rigtig meget over hele kroppen. Efter to timer kom Far og Amalie på besøg og et par timer senere igen, blev vi alle kørt på barselsgang 2 stue 5, hvor Amalie fik bryst for første gang. Her blev vi ”boende” i 4 nætter og 5 dage. Vi boede på en 2-sengsstue, men fordi det havde været et hårdt forløb, blev vi opprioriteret, så Far kunne hjælpe Mor. Derfor fik vi lov til at have stuen for os selv. Mor og Far rykkede sengene sammen, og så havde vi jo faktisk et dejligt ”hotelværelse”. Personalet var meget sødt og yderst hjælpsomt, så det var nærmest helt ”tomt”, da vi onsdag eftermiddag kørte hjemad mod Vinderød. På vej hjem hørte vi vores 2 baby-sange – Michael Bubles ”Everything” og Kim Larsens ”Dem jeg holder af”. Både Mor og Far stortudede – endelig var den lange ventetid slut, og vi var blevet en lille familie.

1. april 2009

I dag var Mor hos jordemoderen - den fjerde af slagsen. Heldigvis var også hun rigtig sød og gav sig tid til at tale og forklare.
Hun vurderede Lillepigen til at veje 43-4400 g.! Da hun skulle høre hjertelyd, måtte trærøret frem efter adskillige forsøg med doptonen, men så fandt hun også "den lille fiskekutter", tog doptonen frem igen, og Mor fik lov til at høre med. Dejlig lyd! :o) Lillepigen ligger med hovedet fast i bækkenet, ryggen i venstre side af maven (hvis man står og kigger Mor), numsen cirka midt på lidt over Mors navle og bukkede ben med fødderne i venstre side, hvor hun elsker at drille og sparke under venstre bryst.
Det er meget tydeligt at mærke Lillepigen og i de sidste 1-2 uger har det været meget nemt at mærke hendes hæl!

Mor har det godt mht. graviditeten. Desværre er der bøvl med den "almindelige" mave, så hun har haft en del kvalme og diarré. :o( Men dét, satser vi på, snart er overstået, så hun er frisk og klar, til Lillepigen kommer til verden.
Far har fundet motorcyklen frem og nyder at køre ture i det dejlige solskinsvejr, som endelig er kommet til Vinderød.

30. marts 2009

Mandag d. 30. marts 2009

Så er vi gået ind i sidste planlagte graviditetsuge. Al tid derudover er jo bare bonus-barsel! ;o)
Vi har i dag haft besøg af sundhedsplejersken - Susanne Mikkelsen. En meget sød og frisk kvinde, lattermild og nem at tale med. Far havde taget fri, så han også var hjemme. Hun skulle egentlig først være kommet kl. 14.30, men havde fået et afbud og var hos os allerede lidt over 11.
Hun fik nogle forskellige oplysninger om os - hvor vi kom fra, hvad vi lavede, om vi var allergiske overfor noget m.m. Vi talte også om kommende besøg, om Åbent Hus, hvor man kan komme og få vejet og målt sit barn og høre foredrag, om vores forventninger til fødslen, om vores tanker om dét at blive tre i stedet for to, om at Mor og Far skal huske hinanden, når det hele lige pludselig går op i bleer og amning af vores fantastiske Lillepige og meget andet.

Mht. huset så er stort set al elektricitet blevet lavet og de sidste småting nærmer sig deres afslutning. Huset - og Mor og Far - er ved at være helt klar til at tage imod Lillepigen - og vi glæder os!!

17. marts 2009

Tirsdag d. 17. marts 2009

I dag har Lillepigen og Mor været hos jordemoderen - den tredje vi har været hos. Mette, hed hun, og hun var meget sød og frisk.
Hun vurderede Lillepigen til at veje 3800 g., fostervandet til ca. 1 liter og moderkagen ca. 1 kg. Mors blodtryk var fint, og generelt så det hele rigtig godt ud. En stor pige, der på nuværende tidspunkt har sat sig fint fast i bækkenet, hvilket afstedkommer, at vandafgangen bliver en siven, fordi Lillepigen fungerer som "bundprop" og forhindrer "frit løb" - når den tid kommer.
Til aften har hun bumpet rigtig meget rundt i maven... Dejligt, sjovt og en anelse skræmmende. Tiden for fødslen nærmer sig virkelig med hastige skridt! :o)
Vi glæder os...

15. marts 2009

Søndag d. 15. marts 2009

I dag er kælderen blevet ryddet op og gjort fin. Endnu et skridt på vej mod normal-tilstand på Huginsvej nr. 9. ;o)

13. marts 2009

Fredag d. 13. marts 2009

I dag har vi været på shoppingtur for at investere i de sidste "småtterier" til huset.
Der er endelig kommet vand i køkkenet, så både blandingsbatteri og opvaskemaskine nu virker! :o)
Peter har lavet hylder og sat de (foreløbig ;o)) sidste 2 lamper op, mens Marianne har sorteret babytøj, og hjulpet så godt hun kunne... ;o)
Huset er ved at være der - klar til at modtage Lillepigen!
Torsdag d. 12. marts 2009

I dag har vi været til skanning for at hilse på Lillepigen og se, hvor stor hun er blevet. Det var dejligt at se hende igen. Mor og Far mærker hende hver dag, men i dag så vi hende også med øjnene... :o)
Hun havde det fint, lå og vinkede med fingrene og lavede vejrtrækningsøvelser. Hun har taget godt 1 kg. på siden sidste skanning for 4 uger siden, så hun nu er oppe på 3655 g. Fortsætter hun ud af sin nuværende vækstkurve, og når vi terminen, inden hun kommer ud, vejer hun d. 4. april 4200-4300 g. Så foreløbig satser lægerne - og Mor og Far - på en normal fødsel, der går i gang af sig selv. Er der d. 3. april ikke sket noget i dén retning, skal vi på Svangreambulatoriet til en vækstvurdering og muligvis en hindeløsning.
Men alt det vil tiden vise. Pt. nyder vi bare, at Lillepigen har det godt og arbejder på livet løs for at få de sidste detaljer på plads i hjemmet. ;o)

10. marts 2009

Tirsdag d. 10. marts 2009

Vi går og er så spændte på igen at få lov til at hilse på Lillepigen. Skal til skanning på torsdag. Hun bumper rundt derinde - og driller mor med sine mange spark, rul og kilderier. Far elsker at lege med hende... Han trykker mor på maven, så Lillepigen flytter sig. :o)

2 x Tammi

2 x Tammi
På ferie i Østrig sammen med Mor Laila og Far Bertel

Blog-arkiv