26. februar 2010

Fredag d. 26. februar 2010

Så blev det vist tid til en lille opdatering igen.
Vi har det godt - hele banden! :o)
Amalie og Mor nyder de sidste barselsdage sammen, inden Amalie på mandag så småt skal til at begynde i dagpleje. (Far begynder på det sidste af sin forældreorlov på mandag - jubii). Vi har allerede besøgt Dagplejemor Søs. En rigtig sød, midaldrende dame, der boede i et fint, pænt, rent og børnevenligt hus. Børnene havde deres eget legeværelse, hvor der også stod et lille bord, som de spiste frokost ved. Søs fortalte, at de - når ellers vejret tillod det - var meget ude. Det virkede som om, Søs havde rigtig fint styr på tingene og havde nogle gode og faste rammer, så det skal nok blive godt! Mandag og tirsdag besøger vi Søs og de 3 andre børn (Andreas på 2, Frederik på 2 og Hassan på 3) et par timer. Onsdag besøger vi dem også et par timer, men denne gang er det i legestuen. Torsdag bliver første gang, Amalie skal prøve at være alene i dagpleje samt sove til eftermiddag dér. Dét bliver spændende, men skal nok gå fint.

Det går stadig hurtigt med Amalies udvikling! Hun er blevet rigtig dygtig til at gå med gåvognen (eller andet med hjul) foran sig, rigtig dygtig til at stå helt alene, og så er hun begyndt at pege en hel del. Det er ikke altid, at Mor kan se, hvad hun peger på, men Mor håber, hun gætter rigtigt. Amalie er især glad for billederne af hende selv, Far og Mor, der hænger i køkkenet. De skal som regel alle gennemgåes, før vi kan komme på toilettet og skifte ble. ;o)

D. 14. januar fandt Far og Mor ud af, at Amalie skal være storesøster til september, hvilket vil sige, at Mor går ind i 12. uge her i weekenden. Det er fuldt ud planlagt, og nu håber vi bare, at alt er og går vel. Far og Mor er rigtig glade og glæder sig til at give Amalie den største gave, vi kan give hende... En lillebror eller -søster.

Det var vist alt for denne gang. I morgen skal vi til Morfars 64-års fødselsdag sammen med familien. Desværre skal Far ikke med. Han er ude at vandre oppe i Sverige sammen med Thomas og Jacob... Men så vidt Mor ved, så har de det alle 3 godt - og det har Skrubbanditten og Mor jo sådan set også. Dejligt! :o)

2. februar 2010

Tirsdag d. 2. februar 2010

I sidse uge (uge 4 - fra d. 22. januar til d. 28. januar) var vi på skiferie med Mormor, Morfar, Moster Lisbeth, Tommi, Morbror Johannes, Sigita, Milia og Elias.
Vi, Mor, Far og Amalie, sejlede med Oslobåden derop. Vi havde en lille, udvendig kahyt, så pladsen var lidt trang. Men det var hyggeligt. Mor og Far havde taget både høj stol, seng, legetøj, mad og andre fornødenheder med, så vi havde alt, hvad vi behøvede. Det var lidt svært for Skrubbanditten at falde i søvn. Vi lagde os alle 3 kl. 20, men det tog en god times tid med snøft og smågråd, før Amalie faldt i søvn.
Vores tur mod Vaset i Norge gik fint - bortset fra, da vi skulle sætte snekæder på. Dér holdt vi stille i vejsiden og blev så påkørt af en nordmand, der kom ned ad bakken i al for høj fart. Puha, dét var ikke sjovt. Far og Mor stod udenfor, mens Lillepigen sad i bilen. Hun syntes, det var mægtig skægt, men det var godt, at Far havde hevet i Mor! Ellers var hun blevet kørt ned. Men heldigvis skete der ingen personskader, og nordmanden på 73 år, var vi i kontakt med flere gange og udvekslede navne, adresser, telefonnumre og forsikringspapirer med. Men sikke et rod og besvær det gav!! Nu - hjemme i Danmark - er bilen kommet på værksted - 30.000 kr. kommer reparationen til at koste! Godt, man har en forsikring! :o)
Ferien i hytten, der havde plads til 11 personer, gik fint. Det var hyggeligt at være sammen med familien, og Amalie klarede det rigtig flot! Når hun skulle sove sine lure, blev hun lagt i sin Voksipose ned i sin seng, der stod i det kølige soveværelse, og så faldt hun hurtigt og nemt i søvn. I stuen var der opstillet en weekendseng, der fungerede som kravlegård. Der var dejligt at være, syntes Amalie, og Milia og Elias hoppede også nogle gange derop og legede med hende.
Én dag var Far og Mor sammen på slalom-bakken, mens Mormor passede Amalie, og én dag var Morfar, Mormor, Sigita, Tommi og Mor og Far på langrendstur, mens Moster Lisbeth og Morbror Johannes passede alle 3 børn. Resten af dagene var Far på ski, mens Mor passede Skrubbanditten. Desværre havde Mor fået blærebetændelse, og tirsdag var det blevet så slemt, at Far måtte køre hende til Fagernes, hvor hun kunne komme til en læge. Heldigvis var de meget søde, og til al held var det en dansk vikarlæge, der tilså Mor, så alt foregik på dansk, så der ingen misforståelser var! :o) Allerede senere på dagen fik Mor det bedre! Godt, de kom afsted!
Torsdag skulle Amalie, Far og Mor køre hjemad. Igen skulle vi med Oslo-båden. Vi kørte i god tid og havde en hyggelig tur - indtil vi nåede Oslo. Dér ramlede vi ind i myldretrafikken og havde nær ikke nået færgen! Heldigvis nåede vi den i (næsten) sidste sekund, og så åndede Far og Mor lettede op.
På vej hjem havde vi bestilt en Commodore-kahyt, så vi havde dobbeltseng, to store vinduer, fjernsyn og fin morgenmad inkluderet. Sjovt at lege konger og baroner, syntes Far og Mor! ;o)Mor og Far bestilte mad, som de spiste på værelset, mens Amalie hyggede sig med sit legetøj i sin seng. Igen var det lidt svært for Skrubbanditten at falde i søvn, men denne gang foregik det heldigvis uden gråd, men derimod med grin, sjov og ballade.
Inden vi fredag kørte hjem til Vinderød, kiggede vi forbi Farmor og Farfar, hvor vi spiste frokost. Da vi kom hjem, sov Lillepigen et par timer i barnevognen, og Far og Mor fik pakket alt ud.
Det var en dejlig ferie. :o)
Tak for ferie, Mormor og Morfar.

2 x Tammi

2 x Tammi
På ferie i Østrig sammen med Mor Laila og Far Bertel